Når træneren ikke kigger din vej

Picture of Henrik Hjarsbæk

Henrik Hjarsbæk

Mentaltræner og sportspsykologisk konsulent. Indehaver af HH Mentality.

Del indlæg

Som spiller går du aldrig bare gennem karrieren med sejre og endeløse gode perioder. Det er nærmere modsat. Der er opture og nedture. Dine opture er fantastiske. Du føler dig uovervindelig og du føler, at du lige præcis er der, hvor du skal være. Alt spiller. Dine opture medfører også, at det gør ekstra ondt, når næste periode i stedet er en nedtur. Nedture er en del af alle spilleres karriere. For de bedste af de bedste varer deres nedtursperioder kortere tid, end for andre.
Henrik Hjarsbæk - når træneren ikke kigger din vej

Din målsætning, din udvikling, dit mindset og dine tanker skal være indforstået med, at modgang, uheld, uretfærdighed, nedture og præstationsbesvær vil ramme dig.

Hvis du ikke er indforstået med det, ender du med at tabe – alle spillere oplever, at træneren i en given situation eller periode kigger andre veje end dig.

Hvis du er med på denne præmis, handler det i stedet for dig om, at du skal kæmpe for at minimere længden af ALLE dine perioder, hvor du er frustreret, opgivende, demotiveret og bare inde i en dårlig stime. Den stime kan vi kalde ’op ad bakke’.
Det er nemlig op ad bakke, det går ikke så nemt som det plejer, det er slidende og det er hårdt. Men du skal over bakken.

Hvis du ikke kommer over bakken, selv, har du desværre begrænset dig og dit absolutte potentiale.

Øv.

Du har to muligheder, hvis træneren har mistet troen på dig

Mulighed 1:

De fleste spillere ender med at blive indadvendte og blot at være passager i deres indre dialog. Her centrerer fokus rundt om de hyppigste tanker:

  • ”Det eneste der vil hjælpe er, hvis jeg ikke har det sådan her”
  • ”Jeg håber ikke det fortsætter sådan her”
  • ”Hvad skal jeg gøre, det er jo ikke min beslutning?”

Ovenstående er mulighed #1 og det kræver intet af dig. Det kommer helt naturligt.

Disse tanker hjælper dig ikke tilbage i startopstillingen, de gør dig i stedet mere fastlåst. Tankerne er samtidig et udtryk for din indsats, eller din manglende indsats. Her signalerer dine tanker, at du blot krydser fingre og håber på et resultat. Eksempelvis resultatet, at ”det” snart er ovre. De bedste spillere vælger ikke mulighed #1.

”Det bedste der kunne ske var, hvis det ændrede sig”

Mulighed 2:

Husk lige på, at tanker – kan – styre dig, det du gør og den du er.
Men, du kan ikke bare tænke positivt. Du kan heller ikke lykkes med at kontrollere dine negative tanker. Hvad gør du så!?

Når du vitterligt er i mental ubalance og graver dig dybere og dybere ned i hullet, ønsker jeg, at du i det mindste har et redskab at tage i brug. Du stiller dig selv spørgsmålet:

”Hvad er det bedste for mig at gøre lige nu?”

Lad svaret komme til dig. Det skal nok komme. Du ved altid godt, inderst inde, hvad der er mest rigtigt, bedst og vigtigst for dig at gøre. Nogle gange er det bare gemt for langt væk og druknet i virvaret af tanker og følelser i din indre mentale verden.
Med spørgsmålet – Hvad er det bedste for mig at gøre lige nu? – sidder du ikke og håber på et resultat, en gave eller en åbenbaring. Dette spørgsmål sætter dig i gang og er heldigvis fokuseret på handling. Spørgsmålet hjælper dig med:

  • At fokusere på at gøre noget her og nu

  • At igangsætte dig

  • At få dig i bevægelse

  • At tune dit fokus ind på aktivt at handle

That’s it venner. Du behøver ikke andet. Brug det og gør det seriøst. Der skal ikke mere til. Når du først er i ’bevægelse’ og arbejder for at ændre den nuværende situation, hvor træneren ikke lige kigger din vej, har du fået kontrollen tilbage. Det mentale har ikke længere kontrollen over hvad du gør og hvad du ikke gør. Nu har du igen kontrollen. Det er her du kan ændre situationen og det er her du er bedst.

Husk på at intet er permanent. Det er kun permanent, at du kan se træneren kigger andre veje end dig, når du intet gør, for at ændre situationen.
Det er ikke en straf mod dig eller til dig. Det er blot en test. Det er en test til dig og den test skal du lykkes i.

*Henrik Hjarsbæk er indehaver af HH Mentality. Tryk her og læs mere.

Populære indlæg